Tale til Antifascistisk 1. maj demonstration 2026 foran Blegdamsvejens Arrest


Kære kammerater 

Vi kommer fra Forum for Fængselsafskaffelse. 

Lige herinde ligger Blegdammens Arrest. Her sidder cirka 100 mennesker indespærret, mens de venter på at blive dømt. De sidder isoleret 23 timer i døgnet, i uvished, og i op til flere år.

I mange år er vores første maj demonstration bare gået forbi Blegdammens Arrest, og ligesom resten af samfundet, har vi vendt det blinde øje til. 

Det er i magtens interesse, at vi ikke ved hvad der foregår bag murene, og at vi ikke knytter bånd. At vi ikke kæmper sammen.

Men i år stopper vi op for at vise vores solidaritet! 

Både med dem i Blegdammens Arrest, men også med fængslede over hele landet. 

Vi står i solidaritet i kampen mod fængselskapitalismen! I solidaritet med dem, der er indespærret bag murene. I fængslerne, i lejrene og i anstalterne.

For kampen mod fængsler er klassekamp.

Dem der sidder i fængslerne, er mennesker der er kommet på kant med en lov, der er sat i verden for at beskytte staten og kapitalens interesser. Loven er aldrig neutral.

Den herskende klasse prøver at bilde os ind, at straf og indespærring er nødvendigt for at skabe et trygt og sikkert samfund. 

Men sandheden er, at fængslerne, lejrene og arresterne er et redskab til at undertrykke først og fremmest arbejderklassen og i særlig grad den racialiserede del af arbejderklassen. 

Derfor er kampen mod fængsler klassekamp.

I år har indsatte på tværs af flere danske fængsler protesteret med krav om ordentlige sundhedsforhold og bedre sagsbehandling. Protester, der er opstået, efter at endnu et menneske har mistet livet, som følge af den mangelfulde adgang til sundhed i fængslerne. 

Vi støtter op om disse krav. Men vi stopper ikke her. Det endelige mål må være fuld afskaffelse af fængsler. For en retfærdig verden. Hvor vi genopretter, ikke straffer.

Som antikapitalister og antifascister er vi solidariske med de mennesker, der rammes af den vold som fængslerne er.

Som abolitionister kæmper vi for en verden, hvor ingen skal sidde indespærret. Hverken i fængsler, i lejre eller i deportationscentre.

Vi ved at en anden verden er mulig.  En verden hvor vi løser konflikter uden brug af straf. Og en verden hvor enhver har, hvad de behøver.

Når vi om lidt går forbi Blegdammens Arrest, vil vi råbe sammen. Råbe så højt, at de kan høre det på den anden side af muren.

For kampen mod fængsler er en klassekamp.

Kampråb:

Vi har drømme, vi har længsler om en verden uden fængsler

Fra Blegdamsvej til Kragskovhede – Ingen de skal ind og side

Ellebæk og Sønderomme – Vi vil se de fængsler tomme

Vi har drømme, vi har længsler om en verden uden fængsler

Brick by brick, wall by wall,

Tear down prisons, free them all!